H.C. Andersen voksede op i et hjem, hvor der ikke var mange penge, og han var påvirket af sin mors fortællinger om hendes fattige barndom, hvor hun bl.a. måtte tigge. Langt op i sit voksenliv var han derfor bange for at ende som sin mor og mormor. De døde begge i yderste fattigdom.
Fra H.C. Andersen rejste til København som 14-årig, og indtil han var oppe i 30’erne, var han afhængig af økonomisk hjælp fra andre. Det var ikke ualmindeligt, at kunstnere, fx forfattere, fik en mæcen. En mæcen var en rig velgører, som ønskede at hjælpe et ungt menneske, de havde medlidenhed med, og som de troede kunne blive en stor forfatter.
H.C. Andersen havde flere mæcener, der gav ham penge. Men det var ikke nok til, at han kunne leve af det, og han kæmpede med at få pengene til at slå til, indtil han i 1838 fik tildelt et fast årligt beløb fra kongen. Herefter begyndte han også at tjene mere og mere på sit forfatterskab.
H.C. Andersen døde som en mand med en stor formue og dermed slet ikke som sin mor eller mormor. En del af pengene testamenterede han til foreninger, der hjalp fattige børn.
Mange af hans eventyr handler om forskellen på rig og fattig, og om hvordan rige mennesker manglede forståelse for de svageste i samfundet.